lørdag den 29. december 2012

Liv og glade dage

Rigtig glædelig bagjul til jer alle. Vi havde en dejlig jul med hele familien og nu er vi så her 5 dage efter og jeg er helt forundret over at julen allerede er slut.
 Før jul fik jeg ekviperet mig med div. lækkerier og vandt sørme også et fint armbånd hos Christine, som jeg synes laver de mest fantastiske ting.

De små poser har jeg købt fordi jeg gerne vil lave en lille bog, som jeg har set en DIY hos Bloesem kids, hvor jeg iøvrigt også har lånt billedet nedenunder.

Jeg har kastet mig over et lille hygge strikketøj. "Lille gåsungen" fra Rare rusk, som iøvrigt er en blog jeg varmt kan anbefale, hvis man er glad for klassisk strik til børn.

"Liv og glade dage" rummer alt det jeg har været så glad for hos Bolig Liv. Skønne skønne billeder og lækre opskrifter, som vækker minder.

Beklager billedkvaliteten, mit nikon kamera driller mig, så jeg må nøjes med at bruge det kamera som er i min telefon.

fredag den 21. december 2012

Åh endelig...

...lige hvad jeg trænger til. Juleferie.

Iøvrigt er de fine julebogstaver købt hos Jette.

søndag den 9. december 2012

Julestjerner

 Så skal jeg ellers love for man fik chancen for at finde tid til alt det juleri man skulle have lyst til hjemme. Sneen gav mig den ro jeg havde brug for. Jeg har længe haft lyst til at lave de foldede stjerne og nu kan jeg næsten ikke holde op igen.




 Mønsteret har jeg fundet på pinterest som altså er n skattekiste uden lige synes jeg.

Det lille vinterland købte jeg for to år siden af Karen Marie på Bizarbazar -et julemarked i Vanløse.

Mine døtre har tegnet julekalendre til os. Den ene kalender er direkte inspiration fra Panfu :-)

Den opmærksomme læser vil iøvrigt bemærke at der er kommet spot på min header. Jette var så sød at hjælpe mig. Tak Jette.

søndag den 25. november 2012

Selskab

 I dag har stået på dejligt selskab, juleklip og snak. Så selv om vejret har været temmelig mørkt har det været en lys og dejlig dag.
 Der er ikke så meget at sige, andet end at jeg aner et tema. Billederne bærer præg af mørket, men der venter endnu en uge uden mulighed for at få taget billeder i dagslys, så sådan må det bare være.
 Jeg har været heldig at tilbringe de sidste to weekender i skønt selskab, så kan man næsten ikke bede om mere. Vel?

søndag den 11. november 2012

Lørdags-uro...

Jeg har længe villet sy en "kidlet" efter JCasa's  opskrift. Så fik jeg den idé at jeg ville lave en juleudgave. Som sagt så gjort. Det lyder såmænd meget let og det havde jeg også regnet med at det ville være. Den adskiller sig jo ikke meget fra mine påskeposer/boxe. Den drillede mig imidlertid helt enorm og var igår skyld i op til flere raseri-anfald, hvilket ellers er noget som ligger mig meget langt fra. Den kostede mig 4 knækkede nåle og det var lige før jeg aldrig fik syet den færdig, men så fandt jeg en sidste nål i gemmerne, for nu skulle den bare sys.

Så fik jeg iøvrigt endelig brugt noget af nissebåndet fra Maileg, det købte jeg i store mængder for mange år siden og har næsten ikke brugt af det.

Jeg er ganske godt tilfreds med resultatet, synes dog at den tipper lidt for meget og overvejer lidt at sætte to hanke i den næste. For der ligger stof til 3 mere...held og lykke med det siger jeg bare :-)


 Da jeg ledte efter symaskine nålene fandt jeg min dåse med stempel-skærer-grej og div. pynt. Måske man skulle kaste sig over det igen.

Jeg har også planer om at skulle skære ovenstående "uro" ud. Det er et sæt med 4 hjerter, som bare er så utroligt søde. Billedet herunder er lånt fra Elsitas shop - klik på billedet.
4 Original Papercut PRINTED PATTERNS. Ready to cut by yourself. 4 Heart Silhouettes.

søndag den 4. november 2012

Lidt af hvert

 Så fik jeg syet mit halsrør færdig. Det var sjovt at sy. Det er 4 cirkler med forskellige teknikker - franske knuder, fladsting- bagsting m.m. Billedet er ikke super godt, men det var blevet mørkere ude, da jeg blev færdig og i den kommende uge når jeg ikke at tage billeder.

 For et stykke tid siden lavede jeg ovenstående bogmærke...og nedenstående
 ...og nu fik jeg igen lyst til at lege lidt med papir igen. Det blev til to søde tedrikkere.
Snart il jeg igang med julerierne. Overvejer små poser i stil med påskeposerne, bare med søde julemotiver.

I denne måned har jeg flere krea-aftaler og jeg glæææder mig :-)

God søndag aften til alle....

søndag den 21. oktober 2012

En hel stak bøger....

...kunne nemt havne i mit hjem, for hold da op hvor er der mange lokkende bøger lige nu.
Her er en hel stribe af bøger som vækker mine varme følelser for...ja bøger. Min store svaghed.

Dog bliver denne ikke en i stakken, men det er altså kun fordi mine døtre for længst er vokset fra størrelserne. Det er det skønneste design man kan finde i bogen, som på alle måder leder mine tanker hen på mine elskede japanske bøger. I boghandlen ledte jeg forgæves efter noget som skulle indikere at der er tale om en japansk oversat bog, men det var ikke muligt. Jeg føler mig alligevel sikker på at der er tale om en kraftig inspiration for bogen minder mig meget om de japanske bøger jeg har med fyldt med skønne japanske snitmønstre. Tag dette her som en anbefaling, om ikke andet så gå ud og kig efter bogen, for den er så fin :-)

"Mad med kærlighed" er til gengæld kommet med hjem og i aften afprøvede vi en af opskrifterne derfra. Mums. Det er en lækker bog med skønne billeder og lækre opskrifter. Jeg har Maries første bog og den er jeg meget glad for, så jeg var ikke i tvivl om at jeg også skulle have den næste. Det er helt klart en anbefalelsesværdig bog. Marie har også en dejlig blog, som jeg også kun kan anbefale jer at kigge på.

 Forleden opdagede jeg endnu en kogebog af Trine Hahnemann, som jeg også gerne vil have med hjem. Jeg er vild med hendes opskrifter/ mad/ bøger og denne ser også så skøn ud. Og lidt jul er jeg altså begyndt at drømme om :-D
"Suveræne salater - Året rundt" har fået varme anbefalinger fra Vandløseblues, en rimelig ny blog, som jeg har lært at kende via instagram. Har man først set Marias lækre billeder af mad lavet efter opskrifter fra bogen, så er man vist fristet. Ind til videre har forfatterne heller ikke skuffet og i denne bog er der kun nye opskrifter i!

Den bog er bare SÅ lækker og derfor vil jeg gerne Have den. DERFOR.

Efter at have ventet i noget som minder om en evighed på 1Q84- bog 3 på bibliotekets venteliste opgav jeg og købte bogen selv. Så nu dykker jeg ned i den mærkværdige verden af Harukis. Min nye favorit forfatter...en af dem :-) Jeg er vild med hans fortællinger og mystiske dunkle verden.

Imorgen er efterårsferien slut, så der skal hverdagen altså krydres med skønne ting i ventetiden på jul :-)
God søndag aften.

onsdag den 19. september 2012

Idag

Vi har været hjemme idag, fra skole og fra arbejde. Børnene er syge med forkølelse og hoste og moren er træt fordi hun blev vækket kl. 4. af et hostende barn.  Derfor var det klogest at blive hjemme. Medens pigerne har ligget på sofaen har jeg hygget mig med at...
...planlægge et nyt projekt. Inspireret af Karen-Maries fine halsrør planlægger jeg at lave noget der ligner, bare på min måde :-) Farverne er bestemt, så jeg skal bare igang. Glæder mig til det skal varme min hals.
 ...strikker på livet løs på Swallow. Er i en rigtig god strikkestime. Skønt.
 Her er lækre strikkepinde en del af nydelsen.
 ..lave en lille opstilling af nogle af de ting jeg havde fat i, i min søgen efter inspiration. Har lige købt det zig-zaggede stof. Det er så fint synes jeg. Så jeg fik, træthed til trods, en hyggelig og stille dag hjemme, midt på ugen.
 Lørdag fik jeg syet nøglesnore til mine hjemme- og arbejdsnøgler, så nu er det slut med at lede i bunden af tasken, det er smart. Jeg fulgte selvfølgelig Wenches instrukser
Til sidst har jeg lige lyst til at vise jer min datters streg. Den travle dame er tegnet på skrympeplast og hun er lillebitte og bare så supersød synes jeg :-) Måske hun er ude og gå i en efterårsstorm?

lørdag den 8. september 2012

Revet...

Sidste år syede jeg denne kjole til min datter. Jeg synes stoffet er SÅ fint. Kjolen fik hun dog kun glæde af én dag, så var den revet i stykker ved en klatretur i et træ. ØV. Desværre var stoffet ikke revet i syningen, men i selv stoffet. Så kjolen røg til reparation og i den bunke har den så ligget ind til dette års sommerferie, hvor jeg besluttede at klippe kjolen op og sy en tittekant på. Det anes lige på nederste billede.


Jeg synes egentlig det lykkedes meget godt, man kan næsten sige at kjolen fik lidt mere kant ;-)
Tittebåndet er fra BettyP, som er leverandør af skønne skønne sager.

Den røde kjole er syet i år og stoffet hører klart blandt én af Liberty-favoritterne (i alle farvevarianter).

God weekend til alle.

søndag den 2. september 2012

Halløj....

 En lille hilsen herfra hvor jeg har holdt en sommerpause fra bloggen. Det vælger jeg at kalde stilheden herinde og håber så på at få tilført lidt liv til bloggen igen :-D Tallerkenen på billedet er et kup fra det svenske. Er helt ekset med det fine porcelæn man kan finde i Sverige.
 Inspireret af Karen Maries flakoner kastede jeg mig ud i at brodere lidt selv også...

 Resultatet blev jeg ret glad for. Det var sjovt. Det må prøves igen tror jeg.
Lynlåsen blev stukket fast med kraftig neontråd og det kom til at se sådan ud under. Det synes jeg måske var lidt rodet, men jeg valgte at lade det være da den neongule stikning var så fin til den pink lynlås.

Jeg skylder en lille anmeldelse af Citronille mønsteret. Det var i og for sig nemt nok at følge, trods det franske, synes dog at resultatet blev alt for stort til mine to piger. Jeg kan faktisk passe kjolen, som er en størrelse 10 år, så det er vel ikke helt ok. Tror ikke jeg kaster mig ud i flere af deres mønstre. Mest fordi jeg synes de er for dyre at satse på er gode. Er der nogen af jer som har andre erfaringer?

Jeg har syet en masse kjoler og toppe i sommer, men har ikke rigtig fået taget billeder, så det må vente, til jeg får taget mig sammen.

Er iøvrigt kommet i gang med at strikke på Swallow, som jo blev mit "vinder"-projekt
God søndag.

søndag den 3. juni 2012

Maj-Juni

Hold nu op, hvor går tiden hurtigt. Maj er fløjet afsted. Jeg har lagt et år til min alder og nærmer mig med haste skridt et skarpt hjørne...det går lidt for hurtigt lige nu synes jeg. Nå, pyt der er et helt år til.

Jeg læser kogebøger, for nu kommer sommeren med sine skønne skønne muligheder. og jeg forsøger at finde min iver for madlavningen igen. Sådan har jeg det hvert år ved denne tid. Årstiden gør det heldigvis ikke svært. Katrine Klinken står på hitlisten og hendes spritnye kogebog "Måltider" er utroligt lækker...lånt på biblioteket, men klart på ønskelisten. Jeg kender Katrine Klinkens opskrifter tilbage fra da mine døtre var helt små og vi fik måltidskasse fra Aarstiderne. Det var lutter gode lækre og enkle opskrifter.
I mange år har jeg haft for vane at slå alt hvad der var grønt ihjel, så snart det kom over dørtærsklen. Sådan er det ikke længere. Jeg bilder mig ind at jeg er ved at få grønne fingrer (og bedre bolig at huse planter i).

Uret var jeg SÅ utrolig heldig at vinde hos Rakel - jeg synes det passer som var det skabt til lejligheden. Er bare så glad for det.

Kjolen er jeg oppe at slås med. Suk. Den driller. Mønsteret er fra Citronille. Det fejler såmænd ikke noget. Det er bare mig som er temmelig perfektionistisk og vil have det perfekt syet sammen. Nu er den lagt lidt på køl og så om lidt kommer den frem igen. Den er alligevel for kold pt. Jeg synes ikke det er svært at gennemskue mønsteret selvom det er på fransk, så har man mod på det er det bare at komme igang. Jeg skal nok komme mere ind på min udfordring senere...når vi er blevet gode venner igen.
:-) Imorgen kalder arbejdet...men kun for mandag. Tirsdag har jeg sørme fri igen. SKØNT.

søndag den 29. april 2012

påske varer lige til juuuul...

...ja, det gør den jo som bekendt ikke, men jeg elsker påskepynt og har lidt svært ved at gemme det væk så hurtigt efter, at det er kommet frem. Posen her blev lavet samme tid som de øvrige, jeg har bare manglet snor til den. Er på udkig efter noget murersnor i bomuld, som kan bruges. Det har jeg brugt til de andre, men det var noget jeg fik og jeg ved ikke hvor jeg kan finde lignende.

Lige nu går jeg og planlægger hvad der skal sys til pigerne til sommeren. Har bestilt dejligt stof og mønstre, så nu venter jeg bare i spænding og glæder mig til at komme igang. Heldigvis vil de stadig gerne gå i mors hjemme syede tøj, så jeg klør på endnu en sommer.

Liberty stof i skønne farver og mønstre fra Citronille er involveret. Tænker at jeg nok kan gennemskue de franske mønstre. Hvis jeg kan med de japanske så kan jeg vel også med de franske ;-)

lørdag den 14. april 2012

Craft it forward- afterwards

 Det lykkedes mig at finde tre som gerne ville deltage i min leg og det er jeg rigtig glad for. Jeg havde planlagt at jeg ville lave påskeposer med billeder fra Lunagirl som jeg fortalte om i forrige indlæg. Jeg har overført billederne til transfer ark fra Avery. Ganske nemt. Arkene æder ganske vist en del farve, men giver så fint et resultat på hørstof synes jeg, at det er det værd.

Mette viser sin gave i et indlæg her
Pia her
Mette, Pia og Lykke tak fordi I havde mod, tid og overskud til at være med :-)

søndag den 8. april 2012

God påske

Da jeg forleden syede puder blev der også tid til at sy denne lille box.  Ællingen kender I.
For mange år siden købte jeg nogle CD-rom'er med vintage billeder blandt andet nogle virkelig skønne påske billeder og julebilleder. Jeg fik dem herfra.

Penalhuset med uglerne syede jeg for et par år siden og bruger det til mit sy-grej.
Håber I får en dejlig påskedag.

fredag den 6. april 2012

Laaaang fredag og pudekamp

Mine døtre har hele ferien synes vi skulle have noget ud af dagene og er derfor stået ganske tidligt op. Idag var den 6.30 da de stod og kiggede på mig. Gaab. Normalt står de bare op og hygger sig til vi får manet os op til at komme ud af fjerene. Idag gik der ikke så lang tid før vi selv stod op.
 Vi har haft en herlig lang dag, hvor vi alle har hygget os med hvert vores. Jeg har syet puder i stakke, som billederne vidner om.
 Jeg er ret stolt af mine lynlåse i puderne. De er ret vellykket synes jeg. Jeg har endnu engang gjort brug af DIY fra Kirkesjov. Den kan jeg virkelig anbefale jer. Har brugt den mange gange og alligevel er det først nu jeg rigtig får fat i det. Mest fordi jeg har været lidt sløset med målene. Idag målte jeg mere nøjagtigt af og så var den lige i vinkelskabet :-)

Så fik jeg også syet en dejlig pude af stoffet fra Betty P -den er blevet så fin synes jeg. Lige som jeg har drømt om i min søgen efter det stof. Det prikkede stof har jeg købt for mange år siden hos Fabricworm, men det fås også hos Betty P, så man skal ikke så langt mere :-)

Jeg har sørme også haft tid til at lege med billedredigering. Det er sjovt. Pudebillederne er alle redigeret i PicMonkey, som jeg uden at vide en pind om den slags, vil sige er et sjovt og godt redigeringsprogram.

Ranuklen er redigeret i Pixlr-o-matic som har nogle sjove effekter. Begge programmer er gratis.
Oh, det er godt at have ferie.

I lørdags købte vi en buket ranukler, som er en af mine favoritblomster. Desværre var hovederne så tunge at stænglerne knækkede, men så kunne jeg med god samvittighed klippe dem af og putte dem i små fine indiske "sølv" skåle. Sødt.