fredag den 27. december 2013

Mine fingrer hænger i laser...

...efter at have arbejdet på at blive færdig med julegaverne. Det lykkedes, men det krævede lige et par sene, men hyggelige aftener. Jeg havde sat mig for at mine to yngste niecer skulle have hjemmelavede gaver i år.

 Mette's og Karen Maries smukke julekit blev forvandlet til en julepude. Englen skulle have haft et etnisk præg med afrohår, men undervejs blev håret til den lille kyse af franske knuder istedet.
 På bagsiden er brugt et smukt viskestykke, som jeg har haft i gemmerne i en del år.
 I 2007 strikkede jeg en Otto ugle og siden da har jeg flere gange set den på mine niecers ønskesedddel, så i år skulle det være. Det blev til en lidt tykkere Ursula ugle med shocking pink halstørklæde. Opskriften stammer fra Lucinda Guy's virkelig dejlige strikbog "And so to bed"
Julen blev fejret i det svenske. Hele familien drog ud i skoven juleaftensdag og hentede træet, som blev pyntet efter alle kunstens regler. Det var skønt med tre dage i sommerhuset, hvor vi bare kunne nyde hinandens selskab og roen, som virkelig indfandt sig.
Jeg kan iøvrigt slet ikke forstå hvor december blev af og nu er vi allerede på den anden side af julen. Hold op hvor går det stærkt. Om lidt er det tid for eftertanker. Årsskiftet bringer mig altid i en særlig sindstilstand.
Nyd ferien, hvis du har og ellers er det jo weekend, som kan nydes lige så godt.

søndag den 1. december 2013

Så går det løs...


Som jeg skrev i mit forrige indlæg, har jeg været igang med at lægge julekalenderplaner i et stykke tid. Inspireret af denne har jeg lavet en boxkalender. Det særlige ved kalenderen er at den er fælles. Vi er 4 i familien og hver skal byde ind med nogle aktiviteter, som bliver skrevet ned på papir og lagt i hver box. Det må ikke koste penge ( andet end til papir, ingredienser og lignende) for jeg synes det skal være billige kommen hinanden ved aktiviteter.

Jeg var lidt spændt på hvad pigerne ville synes om den, altså bortset fra at jeg vidste at de ville kunne lide æskerne. De synes heldigvis at ideen er utroligt sød og de blev meget glade. Så nu er alle glade.
Dagens aktivitet er at vi skal julehygge. Se julefilm og spise vafler. Mmmmmm.

Boxene har jeg selv foldet og pyntet. Der er hovedsagligt brugt masking tape (Oh, hvor jeg dog elsker den opfindelse) tal sticker fra butik NØ, lidt Rie Elise Larsen papir, pailleter og lidt snefnug klistermærker, som jeg blandt andet har fået af Mette.

Det har været det hyggeligste projekt jeg har siddet med længe og jeg er mere end tilfreds.

Juletræet er iøvrigt foldet efter denne yderst nemme fremgangsmåde Jeg kan anbefale jer at kigge på den lille film, der følger med Den giver lige et lidt klarere billede af hvad man skal gøre.

Rigtig glædelig 1. søndag i advent/ 1. december.