mandag den 23. september 2013

Adspredelse...

I februar begyndte jeg i det små at dyrke yoga. Det startede med en workshop og efterhånden blev det til et medlemsskab, hvor jeg kan gå til yoga, så tosset jeg vil. 

Jeg er virkelig blevet bidt af det, men jeg synes det er svært at finde tid i mit hverdagsprogram, lige å tit, som mit hjerte ønsker det. Derfor er jeg også begyndt at praktisere det hjemme. Jeg valgte at købe Sisse's "Yoga- et kvarter om dagen" på e-bog efter at have læst om den hos Julia. Den kan virkelig anbefales.


 Til en yogatime blev jeg svært glad for en "eye pillow" som duftede svagt af lavendel og på hjemvejen besluttede jeg mig for at sy en selv. Det er så blevet til en hel del og der er også syet til gaver.
Om en månedstid skal jeg have min datter med til børneyoga og jeg glæder mig til at dele en stund med hende. Min anden datter skal med i november.
Jeg har ellers ikke været særlig kreativ denne sommer. Ikke som jeg plejer ihvertfald. Der har været så meget andet som har taget mit overskud til dét, men jeg forsøger at klemme små pletter af kreative frirum ind, dér hvor det lige kan lade sig gøre.
Den lille bog er efter inspiration fra Puk. Min datter og jeg lavede hver vores. Jeg fik ikke taget billeder før den var gemt af vejen. Ikke at jeg ved hvad den skal bruges til, men hvad gør det, hvis den har bidraget til at man kan få koblet lidt fra undervejs i processen.
 Kortet, som jeg har brugt under klistermærket med fuglen, fik jeg i en lille kreapakke fra Pia, i vinter. Endnu engang tak Pia, for den hyggelige overraskelse.

Blyanterne er kedelige gule blyanter, som har fået jakke på af masking tape. Tænk så blev de pludselig helt lækre, synes jeg. Ideen er ikke min, men fundet på Pinterest.