lørdag den 31. juli 2010

Buksetrolde og fine sommerfund

Jeg har fået syet en del her i sommer. Disse bukser er klare hits. De lilla syede jeg godt nok sidste år, men kun et splitsekund efter de var syet var der revet hul i dem. Så blev de lagt i en bunke og først i år har jeg fået lappet dem. Det blev med denne hexagonlap med skønne libertystoffer. De gule bukser er syet efter at have set lignende i BoligLiv. Hurtigt fik jeg kontakt til Dorthe fra Garn-iture som stod bag artiklens lækkerier og så var stoffet i hus. Bukserne er syet og jeg elsker bare de skønne skønne farver. Gul er bare SÅ lækker en farve.


Denne Bjørn Wiinblad er endelig kommet til sin ret efter vi er flyttet. I den gamle lejlighed havde vi ikke gode steder at stille planter da der var alt for varmt i vindueskarmen. Det råder vi bod på nu.
Se lige hvor heldig jeg var på Degeberga marknad i Sverige. En fin lille Bjørn Wiinblad-vase, som virkelig kommer til sin ret ved siden af min nye lampe og et lille bord som jeg fik af mine forældre i fødselsdagsgave.

tirsdag den 27. juli 2010

Flickr-love

Klik på billedet, så kan du få et bedre kig.
Jeg har været medlem af Flickr i tre år om et par dage og jeg tror simpelthen aldrig at jeg bliver træt af at kigge på alle de smukke billeder. Ovenstående er nogle af mine favoritter.
Hvis du ikke allerede kender og elsker Flickr ligesom jeg, så skynd dig over og luk op for skattekisten :-)

lørdag den 24. juli 2010

Post-ferie

Så Sluttede ferien for mit vedkommende. Jeg har været tilbage på jobbet i en uge nu. Jeg klager ikke. Jeg har haft 4 ugers ferie. Skuldrene er kommet ned på sin plads, ryggen er lidt mere rank og jeg synes jeg har godt med energi igen. Vi sluttede af med 5 dage i Sverige i vores elskede sommerhus (mine forældres). 5 skønne dage med ren afslapning. Inden vi tog afsted nåede jeg lige at sy to kjoler til mig selv. Smock that is.


Her er et lige et billede af vores paradis.


Resten af familien har ferie et par uger endnu, så her er stadig lidt ferie-stemning.

tirsdag den 13. juli 2010

Smock-amok

Endnu en kjole er syet. I starten synes jeg at det var kedeligt at sy smock og kunne ikke lige se fidussen i det, men nu har jeg fået mere fod på det og elsker resultatet, så nu er jeg ganske glad for teknikken. Så kan man jo sidde og få sig en slapper og lade tankerne flyde frit mens man lader symaskinen spise sig igennem det dejlige stof. Så her i huset er vi tre glade piger med hver vores smock-kjole...og flere på vej!

Synd at det ikke gør sig så godt med smock til mænd. Det ville ellers være kønt med smock til hele familien. Hvad med en smock badebuks?

Kender i det når man har lært en ny teknik og bare har lyst til at gå amok i den? Alt skal være smock, alt skal være hexagons, alt skal være ..... Lidt morsomt at tænke over hvordan her kunne se ud, hvis det rent faktisk blev realitet. Kartoffelwoman go home :)
Selma er i en danseperiode, så når der skal tages billeder stiller hun op til dans. Denne gang var ikke en undtagelse. Jeg har en hel stribe af billeder hvor hun snurrer rundt og laver piruetter.

mandag den 12. juli 2010

Værelse med udsigt

Jeg har endelig fået taget mig sammen til at sy en kjole med smock. Begge pigerne har fået en og jeg har også syet en til mig selv. Foreløbig er Linea's den eneste jeg har taget billede af.

Den er syet i Liberty stof med Påfuglefjer. Jeg elsker det stof. Sjovt nok harjeg uendelig mange favoritter blandt Libertys stoffer.

Stoffet er skønt at have på i sommervarmen og kjolen er bare så lækker. Jeg skal helt sikkert sy flere af slagsen.
Vores nye hjem har den mest fantastisk udsigt. Jeg kan sidde længe og dagdrømme mens jeg kigger ud af vinduet. Heldigvis er der også en fransk altan, som der er åbnet helt op til i disse dage.

søndag den 11. juli 2010

Til Filippa

For et stykke tid siden syede jeg en pude til min niece og idag var dagen hvor den skulle leveres til hende. Ud over puden har jeg syet denne lille pose til hende og købt en god højtlæsnings bog til at putte i posen.

Vi har tilbragt hele dagen i haven med kusinerne og badet i bassin, spist grillmad og is og bare nydt den skønne dejlige sommer. Jeg er helt mør af denne vidunderlige familiehygge-dag. Det kan ikke fås bedre.

Vi er endelig ved at være på plads i vores nye hjem. Vi venter på en nyindkøbt sofa og mangler at få billeder på væggene, men ellers kan man helt klart kalde det et hjem. Vi føler os alle godt tilpas her og det er dejligt at ungerne er faldet så godt til.

Om kort tid skal vi til Sverige hele familien. Det bliver så dejligt og også tiltrængt med lidt fællestid sammen, efter et lidt hårdt halvt år, hvor vi har mistet begge mine bedstemødre. Jeg har desværre været nød til at melde fra andre ting for at komme afsted og det er jeg ked af, men jeg ved at det er vigtigt for familien og for mig selv. Vi skal være sammen, fiske og plukke bær og samle energi til tiden efter ferien.

Jeg har iøvrigt ikke ligget på dn lade side med hensyn til at sy. Håber at vise billeder de næste dage af de ting jeg har fået lavet.